Principper for brug af digitale redskaber på Vestermarkskolen
1. Formål
De principper vi i det følgende beskriver bygger videre på principper formuleret af forvaltningen i
Vesthimmerlands Kommune.
Principperne skal ses i det lys, at Vestermarkskolen er en specialskole, hvor værdigrundlaget er
underliggende og hvori den enkelte elevs Livsmestring er fremhævet som centralt.
Principperne har til formål at sikre en afbalanceret og ansvarlig brug af digitale redskaber på
Vestermarkskolen, som understøtter læring og digital myndiggørelse uden unødige forstyrrelser.
Vi vil arbejde for at opbygge sunde vaner for digital adfærd både i skolen og privatlivet.
Vi vil arbejde for at gøre dette uanset elevens fysiske og kognitive niveau.
2. Hvad er digitale redskaber?
Digitale redskaber dækker over en bred vifte af teknologier, herunder computere, tablets, smartphones,
robotter, 3D-printere, VR-briller, makerspaceteknologier og interaktive tavler (smartboards).
På Vestermarkskolen er der i flere tilfælde også tale om nødvendige personlige hjælpemidler som f.eks.:
Øjenstyring, iPad med programmer der kan gemme ”fortællinger/beskeder” til og fra hjem, da eleven
ikke har talesprog.
De digitale redskaber skal primært bruges til at fremme læring og styrke elevernes digitale færdigheder,
samt deres evne til at navigere ansvarligt i den digitale verden. Dette som en del af elevernes dannelse og
livsmestring, som beskrevet i Vestermarkskolens værdigrundlag.
3. Mål for brugen af digitale redskaber
Digitale redskaber bruges, når de kan forbedre kvaliteten af undervisning og bidrage til faglig fordybelse
og engagement. De understøtter en varieret og dynamisk undervisning, der tilgodeser forskellige
læringsstile.
Der skal være fokus på dannelse og livsmestring i undervisningen med et naturligt udgangspunkt i den
enkelte elevs funktionsniveau.
Eleverne skal lære at begå sig ansvarligt online, være kritiske over for informationer på nettet og være
bevidste om deres ”digitale fodaftryk”. Digitale medier integreres relevant i undervisningen på en måde,
der styrker elevernes evne til at forstå og skabe digitalt indhold.
Det er i en tryg skoleverden på Vestermarkskolen, der skal arbejdes med at lære at anvende digitale
redskaber.
4. Mobilansvarlig skole
Vestermarkskolen er en mobilansvarlig skole. De få elever, der har mobiltelefoner, afleverer dem som
udgangspunkt ved skoledagens start og får dem igen udleveret ved dagens afslutning. Der kan være
undtagelser: Mobiltelefon skal anvendes i undervisningen eller når der er en personlig hensyntagen.
Der er uanset mobiltelefoners placering fokus på fællesskab og læring, uden at mobilen forstyrrer.
5. God skik ved brug af digitale redskaber på Vestermarkskolen
Med udgangspunkt i den enkelte elevs fysiske- og kognitive forudsætninger anvendes relevante digitale
redskaber. Her er en række udsagn til vejledning:
Digitale redskaber bruges, når der er et klart formål i undervisningen. Læreren overvejer, om en opgave
løses bedst digitalt eller analogt, og vælger det, der skaber størst læringsudbytte. Det er dermed det
pædagogiske personales vurdering, der danner grundlag for brugen af digitale redskaber i undervisningen.
Læreren har ansvar for, at støtte op om at afdække digitale redskaber, der kan være medvirkende til, at
støtte den enkelte elevs udvikling og muligheder for at klare sig som barn, ung og voksen.
Læreren er ansvarlige for at afdække relevante og meningsgivende alternative digitale
kommunikationsformer for elever uden talesprog.
Læreren har ansvar for, at digitale redskaber bruges på en måde, der styrker læringen og fremmer fagligt
udbytte. Det pædagogiske personale skal vejlede eleverne i ansvarlig digital adfærd og hjælpe dem med at
udvikle kritisk sans i forhold til online aktiviteter og information.
Brug digitale redskaber til at styrke samarbejdet mellem eleverne og åbne læringsrummet. Digitale
værktøjer kan endvidere fremme hybridundervisning og gøre det muligt for elever at deltage aktivt, selv
når de ikke er fysisk til stede.
Eleverne lærer at bruge teknologi ansvarligt. F.eks. ved at få viden om ophavsret og være bevidste om
adfærd online.
Eleverne skal lære at beskytte deres data og være opmærksomme på, hvordan personlige oplysninger
deles online. Det pædagogiske personale skal aktivt undervise i digital sikkerhed, herunder hvordan man
navigerer sikkert på nettet og beskytter sine oplysninger.
Vær skærpet opmærksom på opbevaring og deling af personlige oplysninger. Det gælder især pædagogisk personale, elever og forældre, der anvender iPad som en digital meddelelsesbog, hvori der er talebeskeder, billeder og tekster.
Der skal løbende være åben dialog med elever, forældre og personale om brugen af digitale redskaber, og
sikre en fælles forståelse af god brug af digitale redskaber.
Der skal være opmærksomhed på, at iPads og visse aktiviteter på iPad ikke bliver til stillestående
aktiviteter eller pauselignende aktiviteter. Det er vigtigt, at der er opmærksomhed på, at aktiviteterne har
betydning for de langsigtede indsatser – der understøtter dannelsesprocessen som forudsætning for
livsmestring.
6. Forældrenes ansvar
Forældrene opfordres til at støtte Vestermarkskolens principper ved at lære deres børn at bruge digitale
redskaber med omtanke og hjælpe dem med at balancere deres digitale liv med andre aktiviteter.
Naturligvis med afsæt i deres eget barns fysiske- og kognitive forudsætninger.
7. Elevernes ansvar
Eleverne skal følge Vestermarkskolen principper for brug af digitale redskaber.
Eleverne skal være opmærksomme på deres adfærd online, både på Vestermarkskolen og privat.
En række elever på Vestermarkskolen er kognitivt ikke i stand til at tage ansvar for brug af digitale
redskaber og er derfor ikke ansvarlige.
8. Evaluering
Vestermarkskolens principper for brug af digitale redskaber evalueres årligt eller ved behov.
Evalueringen skal være en del af skolebestyrelsens årshjul. Evaluering finder sted om efteråret.
Næste evaluering efteråret 2026.
MED-udvalget og Skolebestyrelsen, juni 2025